fredag den 21. november 2008
Ting 23 - MySpace
Sidder du foran computeren og vil høre musik og så gå direkte ind på MySpace.com og lyt til musik indenfor alle genrer, fra kendte som ukendte kunstnere.
MEN MySpace er også andet musik. Det bliver ofte nævnt i flæng sammen med andre sociale steder på nettet, som f.eks. Facebook. Både på MySpace og på Facebook indgår man i et kæmpe socialt netværk og surfer rundt via ens "vennerlister", og så er begge steder meget populære, men her hører ligheden også op. Lige nu kappes Facebook og Myspace om at have flest besøgende. (nov 2008)
På MySpace kan du oprette din egen personlige side, som bl.a. inkluderer en blog, foto-album, mail, samt et netværk af venner, som kan tælle alt fra folk du kender i virkeligheden til de største musikstjerner. Derudover tillader mange kunstnere at du kan tilføje deres musik eller sågar musikvideoer på din side. Deruen findes der et hav af sider, hvor du kan generere koder og finde billeder specielt til MySpace, så du kan gøre din egen side rigtig flot og personlig.
Et godt udgangspunkt for at komme i gang med MySpace er at finde en person, man kender, eller en musiker, og så begynde at at hoppe fra MySpace Friend til MySpace Friend. Derved får man et indtryk af den verden, som MySpace tilbyder, og hvor varierede de forskellige profiler er.
Opgaver:
1. Opret dig som bruger på MySpaceVær opmærksom på følgende:
Når du først har valgt din url (www.myspace.com/23ting) kan den IKKE ændres. Husk at aktivere din konto via det link, som du modtager på mail - først når det er gjort virker kontoen helt!
2. Find kendte eller ukendte personer, på MySpace og tilføj dem i dit netværk eller tilføj dine kontakter i Gmail, som i LinkedIN. Du kan også prøve med de kendte f.eks Ramus Nøhr, Magtens Korridorer. Hvis ikke du selv vil skrive i deres gæstebog, så læs hvad andre har skrevet til dem
3. Find et stykke musik og tilføj det på din egen profil: Udfor det nummer du vil have vælger du "add" og godkender - nu er sangen på din profil.
Vil du læse mere
www.myspace.com/23ting
onsdag den 12. november 2008
Ting 21 - Facebook
Det største sociale netværk på internettet lige nu er Facebook. Facebook startede
oprindeligt som en side for folk der gik på Harvard. På siden kunne de studerende gå ind og
skrive til hinanden og lave sociale netværk, hvor de kunne dele billeder. Dette bredte sig stille og
roligt ud til andre universiteter i USA og har nu bredt sig til mere eller mindre hele verden. Der er mange, der bruger Facebook til at finde gamle klassekammerater eller bekendte.
Facebook havde per 1. november 2008 flere end 120 millioner aktive brugere, og er den 4. mest besøgte hjemmeside i verden.
På Facebook har man mulighed for at gøre mange ting. Lige fra at melde sig ind i en gruppe, der støtter en sag til at chatte med sine venner, og udfylde quizzer om alverdens ting.
Opgave 1: Opret en Facebook Profil
Klik ind på http://www.facebook.com/
Udfyld felterne med navn, mail, adganskode, køn og fødselsdag og vælg tilmeld. Man skal aktivere sin profil via en tilsendt mail, så man skal kunne komme til den mail, man vælger. I kan evt. bruge jeres Gmail fra ting 1.
Følg vejledningen, som kommer på skærmen.

En profil, der har været i brug gennem længere tid, ser sådan ud.

Når du opretter en profil, vil det automatisk være sådan, at det kun er dine venner, der kan se den. Dette kan ændres under menupunktet indstillinger, hvis man ønsker det.
HUSK: Når du logger på, du automatisk se, hvad alle dine venner har lavet på Facebook – og de kan se, hvad du har lavet. Derfor skal man lige tænke over, hvad man skriver og gør.
Opgave 2: Inviter en ven
En af de helt centrale ting ved Facebook er, at man skal have venner. For at kunne blive venner med folk, skal man spørge dem – og herefter skal de acceptere det. Man finde frem til personer, der allerede er på Facebook, og som man gerne vil være venner med, ved at søge efter dem.
I øverste højre hjørne i den mørkeblå bjælke er der et søgefelt. Her kan man skrive navnet ind på den person, som man vil finde. (Kan være hvem som helst, bare de har en facebook profil)
Når man har søgt på en person, kommer der en liste frem med personer med det navn man har søgt på. Man skal nu vælge den mulighed ud for personen, der hedder Tilføj som ven.
Personen man har tilføjet som ven, skal nu svare og godkende tilføjelsen.
Opgave 3: Bliv medlem af en gruppe
Facebook er et af de steder med flest sociale netværk, lige fra IT til madlavning. Der er muligt at
blive medlem af alle offentlige grupper på facebook, og de lukkede kan man blive accepteret eller inviteret til.
Når du har fundet den gruppe, du vil være medlem af, klikker du på Blive medlem af gruppen – og vupti er du medlem.
Ekstra: Lav en statusopdatering
En af de mest omtalte og brugte ting på Facebook er at lave statusopdateringer. Øverst på hver side står brugerens navn med fede bogstaver. Herefter kan man tilføje en sætning om, hvad man laver lige nu, hvad man tænker på eller lignende. Alle ens venner kan så se, hvordan man har det. Statusopdateringer laves i det store skrivefelt, der findes på alle siderne. Der står: Hvad laver du lige nu? i det.
Klik på feltet, skriv din status og opslå den. Nu kan alle dine Facebookvenner se, hvad du laver.
mandag den 10. november 2008
Ting 20 (vejle-udgave)
Har du prøvet at skrive et oplæg, sende det til en kollega, få det tilbage med tilføjede kommentarer, skrive i det og sende igen – pludselig har man ikke styr på, hvad der var den oprindelige tekst, hvem der har tilføjet hvad og hvilken version der er den nyeste.
Dette problem løses i denne uge. Vi skal oprette dokumenter på nettet og dele dem med andre.
Du har allerede adgang til Google Docs via din Google konto, som du har oprettet i Ting 1.
Google Docs er Googles svar på Word, Excel og PowerPoint.
Din opgave er:
- Gå ind på Google Docs og log ind med din Google konto (Ting 1).
Hvis der er engelsk dialog, kan du vælge dansk i ”settings” i øverste højre hjørne.
Ret evt. også tidszonen ( til Copenhagen) .
- Opret et dokument ved at klikke på "ny" og skriv noget – evt. en lille arbejdsbeskrivelse, som du senere deler med en kollega. Gem dokumentet. Google navngiver selv, og du kan omdøbe i ”filer”. Når man lukker dokumentet bliver det gemt automatisk.
- Der er mulighed for fed skrift, tabel, sidehoved osv. som du kender det fra Word.
- Del dokumentet med en kollega – (øverste højre hjørne), og få hende/ham til at skrive i det. Fortsæt selv med et par tilføjelser, lav evt. om på skrift og farver - og gem.
- Se ændringerne i dokumentet i ”revisionsoversigt”. Du kan se præcis hvem der har ændret hvad, og det er let at komme tilbage til en tidligere version.
Under ”filer” kan du downloade dit dokument i word eller pdf. Dvs at dit google-dokument let kan laves om til word eller pdf, og lægges på G-drevet, hvis der er brug for det.
Du kan også det omvendte - det vil sige: vælge en fil på et drev, som er skrevet i Word, og uploade dokumentet til Google Docs. (Menupunktet ”Upload”). Kort sagt, du kan få alle dine dokumenter lige hvor vil have dem – i Word eller Google doc.
Ekstra
Regneark i Google Docs: Google spreadsheets.
Vil du prøve at arbejde med regneark, går du I Google Docs og klikker på ”Ny” i menulinjen. I stedet for dokument vælger du regneark.
Roskilde-Slagelse bibliotekerne har lavet en vejledning her: http://docs.google.com/View?docid=ddf3vqxz_62vzfft7hs
Det er en enkel vejledning, også beregnet på dem der ikke er vante til at arbejde med regneark! Og dit regneark kan så eksporteres til Exel, ligesom et Exel regneark kan uploades til Google Docs.
Google Docs kan også håndtere præsentationer (Power Points).
På hjælpesiderne kan du læse mere om Google Docs.
onsdag den 5. november 2008
Ting 19: Wikis

En wiki er en samling websider, som man kan skrive og redigere i direkte fra nettet, og hvor alle versioner gemmes. Versionerne kan til enhver tid sammenlignes - og gamle versioner kan genskabes. Det er smart, særligt når der er flere forfattere, som arbejder på det samme dokument.
Alle, der har rettigheder til det, kan skrive og redigere. Uanset hvor i verden man sidder, så har man altid kun én gældende version, nemlig den sidste. Intet slettes og man kan altid genskabe tidligere indhold.Hvordan holder man kontrol med, at ændringer i f.eks interne vejledninger er korrekte?
Intet problem! De ansvarlige kan få meddelelser, så snart nogen ændrer noget på de sider, som de er ansvarlige for. Man kan altså lade alle ændre overalt i systemet – og de ansvarlige ansvarlige bevarer kontrollen med datakvaliteten – det er både smart, effektivt og ressourcebesparende, og det er der da også rigtigt mange virksomheder, der har opdaget.
Nogle biblioteker bruger wikier til fx linksamlinger, ressourceguides, projektbeskrivelser og rapporter, samt diverse vejledninger med indhold, der ofte skal opdateres – for nu bare at nævne nogle få anvendelsesmuligheder…
Wikipedia
Online-leksikonet Wikipedia, som startede i 2001, er uden konkurrence nettets mest kendte wiki.
Wikipedia findes i 250 sprogvarianter med artikler, som skrives af frivillige bidragydere fra hele verden. Indholdet kan kopieres og bruges frit. I alt indeholder Wikipedia over ti millioner artikler, heraf ca. 84.000 på dansk.
Alle kan bidrage, og du kan normalt redigere en hvilken som helst artikel. Alle versioner gemmes, så versionerne til enhver tid kan sammenlignes - og gamle versioner kan genskabes, hvis man ønsker det.
Opgave 1
Kig først på flg. to artikler i Wikipedia. De handler om wikis. Læg mærke til forskellen på den engelske og den danske version
http://da.wikipedia.org/wiki/Wiki
http://en.wikipedia.org/wiki/Wiki
Prøv derefter at søge efter et emne i wikipedia. Det kan f.eks. være det meget aktuelle "obama". Søgefeltet finder du i venstre-menu'en. Prøv også i den engelske wikipedia, som nok må regnes for mere pålidelig end den danske.
Opgave 2: Skriv selv i wikipedia
Start med at oprette dig som bruger på Wikipedia. Hvis du tilmelder dig med angivelse af din e-mail-adresse, vil du modtage en mail, hvori du bliver bedt om at bekræfte denne.
Tilføj herefter en artikel om et emne, der interesserer dig. Eller du kan berige Wikipedia ved at uddybe artiklen om det bibliotek, du sidder i til daglig. Der er lige nu nogle meget kortfattede artikler om Faaborg Bibliotek og Ringe Bibliotek.
Før du foretager dig noget, er det en god idé at lægge vejen forbi Wikipedia´s Skribentforside. Her findes svar på allehånde spørgsmål i forbindelse med oprettelse, redigering og sletning af sider. Det er vigtigt at overholde de regler, der findes for publicering. Studér derfor eksempelvis siderne Kom hurtigt i gang og Velkommen nybegynder. Og hvis du gerne vil lege med dit indlæg først, inden du publicerer for alvor, så kan du boltre dig i Sandkassen.
Når du har fundet et emne du gerne vil skrive om i Wikipedia, så start med at søge på emnet for at se om der allerede findes en artikel, som du kan nøjes med at supplere.
Findes emnet ikke i Wikipedia skal du starte en ny side. I eksemplet nedenfor er det bare at klikke på det røde link Du kan oprette en artikel med dette navn og gå i gang.
NB! I Wikipedia angiver et blåt link en eksisterende artikel, mens et rødt link signalerer "en side, der venter på at blive skrevet".
I det næste eksempel kan du ud fra linkenes signalfarver se hvilke sider, der er påbegyndt (de blå) og hvilke der mangler (de røde).
Du har nu prøvet at søge oplysniger frem i Wikipedia, og selv at bidrage til Wikipedia enten med en ny artikel, eller ved at supplere en eksisterende. På den måde vokser Wikipedia hele tiden. Du er som bidragyder med til at sikre kvaliteten af oplysningerne.
